Jeg elsker den indledende malerfase, hvor det hele er nyt og spændende! Det hvide papir, de strålende farver, de uendelige muligheder og den friske energi. Det er så spændende at starte på noget nyt! Det giver sådan en lystbetonet følelse, at vælge farver, klaske dem på papiret uden mål og mening, og se hvad der dukker op.
I starten da jeg lærte at male procesmalerier, havde jeg lyst til at starte på nye malerier hele tiden, uden at gøre dem helt færdige.
Det har jeg egentligt stadigt.
Når jeg starter, er det meget ofte abstrakt. Efter et stykke tid begynder former at træde frem, og temaer danner sig. Jeg forfølger bare mine impulser og ser hvad der dukker op. Som regel kommer jeg til et sted hvor jeg føler mig mættet, men maleriet er ikke færdigt endnu. Jeg begynder her at lave overspringshandlinger, tjekker Facebook og føler måske at jeg går lidt død i maleriet. Selv om energien er blevet tungere, så ved jeg. at dette ikke er det rigtige sted at stoppe. Min intuition fortæller mig måske, at maleriet ikke er færdigt, men mit tankesind gør modstand, og jeg har slet ikke lyst til at male mere.
Hvis jeg ikke havde lært Aviva at kende, havde jeg måske ikke fortsat. Jeg havde måske fortalt mig selv den løgn, at jeg var færdig. I dag ved jeg, at dette er bare den første port. Der er mange af dem, afhængig af hvem man er. Personligt har jeg mange porte undervejs i malerprocessen, og jeg er træt af dem, når de står der foran mig.
Det er her, at det ofte er blevet sent på aftenen. Jeg må nok hellere gå i seng. Det er også her jeg maler sådan lidt ligegyldigt, og får puttet så meget maling på papiret, at det falder ned fra væggen, eller går i opløsning. Inderst inde er jeg lidt tilfreds med at det gør det det, fordi så har jeg en undskyldning for ikke, at gøre det maleriet eller processen færdig.
Gaven ligger i at fortsætte. At forcere sin modstand og blive ved med at male, selv om man følelsesmæssigt ikke har lyst mere. Det er som heltindens rejse igennem eventyrene eller myterne: man skal møde sin modstander og udstå nogle prøvelser, inden man får prinsen og det halve kongerige. I denne kontekst handler det om healing og erkendelse. Vi tager rejsen for at forløse psykiske knuder, forvandle dem og opnå frihed og visdom.
Når man forpligter sig til at blive i maleriet, gennemgår man alle mulige psykiske faser, og jeg tror de er fælles for de fleste. Lige som i eventyrs modellen: hjem – ude – hjem. Man starter med sin nuværende tilstand, tager et skridt ud i verden for at søge lykken, møder en hjælper, møder prøvelser og modstand, for til sidst at vinde kampen, og derefter vende hjem som et visere menneske. Carl Jung kaldte det individuationsprocessen, og Joseph Campbell viste os, at det er den samme proces der udlever sig i alle civilisationer og kulturer. Det er vores kollektive arketypiske arv. Vores ret til erkendelse kan man sige.
Når jeg starter et maleri, har jeg ofte en intention. Jeg vil undersøge noget specifikt. Det kan fx være en følelse der generer mig, en situation der er kompliceret, eller en forbindelse jeg længtes efter. Hvis jeg vil på den anden side af dette problem, må jeg forpligte mig til at se det til dets ende. Alligevel oplever jeg modstand når jeg tager skridtet. Jeg troede jeg var klar og havde mod nok til at se mig selv i øjnene, men de største modstandere i mig, er ofte følelser af kedsomhed, ensomhed, mæthed, frygt, ligegyldighed osv. Hvis jeg stopper processen her, har jeg ikke vundet noget. Hvis jeg starter et nyt maleri, så starter jeg en ny rejse, selv om noget i mig godt ved, at det er den samme rejse, bare med et nyt udgangspunkt. Målet er altid det samme. Målet er at komme hjem til mig selv og finde min egen vej. At se igennem situationen, og lære at tilgive og elske mig selv og andre, med alle de fejl og mangler der er.
Selv om jeg skriver, at rejsen altid er den samme, så sker der også noget andet, hvis jeg stopper midt i processen, og derved ikke giver mig selv lov til at gennemgå hele rejsen. Jeg mister energi. Jeg forpligter måske mig selv til at gennemføre, men det bliver alligevel ikke til noget. Mine løfter overfor mig selv, er således ikke mejslet i sten, og den kraft og energi jeg har brug for, til at vinde over min indre modstander, bliver mindre og svagere.
Så min personlige kamp er at blive i maleriet. Også når det gør ondt, eller jeg keder mig bravt, eller når jeg finder på nye ting og bortforklarer det med, at jeg er energisk og kreativ.
Så jeg fortsætter mit maleri, og går igennem portene, en efter en, indtil modstanden smelter bort, og jeg oplever gennembruddet. Jeg bliver fyldt med taknemmelighed og glæde, og føler mig forbundet med mig selv, livet, universet, eksistensen. Jeg ved at dette er store ord, men ikke desto mindre, er det sådan det opleves.
Aviva siger, at man ved man er færdig med sit maleri, når der ikke er et eneste lille penselstrøg eller detalje, man har lyst til at ændre eller tilføje. Man mærker en dyb forbindelse og kærlighed til sit maleri. En ny erkendelse er måske opstået, et mønster er ændret, eller en følelse er forvandlet og accepteret. Kampen er forbi, og man føler sig igen opladet med ny psykisk energi. Herefter har man måske lyst til at starte et nyt maleri, der går et spadestik dybere i den selvsamme proces.
Det er selvfølgeligt ikke alle malerier, som har et totalt transcenderende formål. Nogle malerier er bare små rejser. Nogle er bare taknemmelighed og væren.
